Skip to main content

Disavow: Det er ok at sige nej

Disavow: Det er ok at sige nej

Disavow: Det er ok at sige nej

Det er dejligt, når folk vil linke til dit website. Du har brugt mange kræfter på at lave noget fantastisk indhold på en brugerflade, der få alle til at bøje sig i støvet, og nu høster du goderne!

Tænker du…

For det der link fra Russian Bride Finder med femten pop-ups, gambling-reklamer og virusadvarsel fra din firewall ser alligevel lidt suspekt ud. Har de virkelig været inde og læse dit indhold på dansk, og hvorfor i alverden er de interesserede i at linke til dig?

Nettet er fyldt med mørke huller og afkroge, og det er ikke altid, at du helt ønsker at associere dig med dem. Du kan kontakte dem, der sender de mærkelige links til dig, og bede dem om at pille dem ned, men det får du ofte intet ud af. Og hvad gør du så?

Svaret er at disavowe alle de slemme drenge i klassen, der linker til dig – at fortælle Google, at du altså ikke har spor lyst til at have den forbindelse med dem.

Hvorfor overhovedet disavowe?

Når søgemaskiner som Google afgør, hvor højt i søgeresultaterne din hjemmeside skal rangere, ser de bl.a. på, hvilke andre sider der linker til din hjemmeside.

Tidligere har Google direkte straffet dig, hvis du havde mange dårlige links fra ekstra spammy sider. De dage er heldigvis ovre, og nu bliver de slemme links som udgangspunkt bare ikke talt med, når din side er til eksamen hos Google-dommerne.

Det skyldes mest af alt, at der hos de mere skrupelløse SEO-folk var gået en sport i at sende masser af skadelige links til deres konkurrenters websites og derfor reelt lægge dem ned i straf.

Men, som Google selv nævner, vil det stadig være en hjælp for dem, hvis du selv går ind og devaluerer de dårlige links. Mest af alt fordi de stadig har et hold af reelle mennesker i kød og blod ansat til manuelt at gå ind og straffe alle jer derude, der bader i spammy links og tror, I kan snyde Google. Hold op med det. Det er en dårlig ide!

Det sker også ofte, at eventuelle kunder eller partnerfirmaer, inden et samarbejde bliver indgået, undersøger, hvilke sider der er associeret med din. Hvis I vil linke til hinden i et samarbejde, er eventuelle samarbejdspartneres sider også relevante at undersøge, da de i sidste ende kan have en negativ indflydelse på din egen hjemmeside.

Gode og dårlige associationer

Inden du går i gang med at disavowe, er du nødt til at bestemme, hvilken type indhold du gerne vil have din side associeret med. En side er ikke nødvendigvis en dårlig association, fordi sidens indhold ikke er relevant, specielt ikke hvis siden er anerkendt og har en høj rating. Vi vil alle sammen gerne nævnes jævnligt og positivt på Ekstrabladets hjemmeside eller andre store sites.

Og som udgangspunkt er det en god ting at blive nævnt mange forskellige steder på nettet. Godt indhold tiltrækker mange typer interesse.

Der, hvor man i stedet skal sætte ind, er over for sider, der har upassende indhold, kriminelle hensigter, eller indhold man ikke vil have associeret med sin egen hjemmeside.Typisk vil man først og fremmest fjerne sider, der indeholder f.eks. hatespeech, ulovlig fildeling og fishing. Dernæst kommer sider, der indeholder pornografisk materiale, gambling, har for mange reklamer eller tydeligvis stjæler indhold fra højre og venstre og ikke har andet.

På websites, der indeholder gæstebøger, fora og blogs, vil der ofte være stor forskel på indhold og værdi i de enkelte links, da disse sider oftere bliver udsat for spam. Spam er som regel en negativ association, men siden, der er blevet spammet på, kan godt være en god association.

Hvem linker til mig?

For at undersøge hvilke sider der linker til dig, må du typisk gøre brug af et online værktøj, som f.eks. Ahrefs. Deres crawlere finkæmmer nettet for diverse links, som du så (mod betaling, naturligvis) kan få adgang til gennem rapporter.

Her kan du eksportere listen med sider, der linker til dit, i det regnearksformat, du foretrækker. Du kan nøjes med at eksportere links, der er spottet i en bestemt tidsperiode, eller nøjes med at have et enkelt link pr. domæne. Dette gør det lettere at holde øje med nye links, samt at holde din disavow liste opdateret løbende.

Når du har hentet regnearket med links, må du vurdere hvert enkelt individuelt og notere, om det er et link, du kan lide, eller du ikke kan lide. Udover at holde øje med sidens indhold, kan det være behjælpeligt at installere en browserudvidelse, der oplyser om eventuelle trackere, siden benytter. Hvis det er en side med lav rating, og mange trackere eller reklamer, kan det være en god ide at disavowe siden.

Det er altid en god ide at tage udgangspunkt i to ting: Sidens grad af spam-alarm og dens rating. Med det mener vi, hvor mange andre stærke sider, der linker til lige præcis den side.

F.eks. er der utroligt mange, der gider linke til Ekstrabladet. De bliver også nævnt på sociale medier, får enorm trafik, osv. Alle sammen gode indikationer på, at det er en stærk side.

Omvendt har mosters blog om burmeserkatte og islandsk strik ikke en så høj rating. Ingen links, ingen trafik og ingen delinger på facebook.

I hele denne jungle af gode og dårlige links, er den hellige gral et link fra et website med enormt relevant indhold og en kæmpehøj rating. Hvis du ser dette link i din profil, så giv lige dig selv et klap på skulderen. Godt gået!

En side med lav rating er ikke nødvendigvis en negativ association, og på samme måde er en side med høj rating ikke altid en positiv association. Hvis en side har både upassende indhold og en høj rating, må du lave en vurdering omkring, hvorvidt du ønsker at disavowe siden.

Du har nemlig ingen anelse om, hvor vidt Googles algoritmer ser positivt på linket, eller om det bare ikke bliver talt med hos dem. Så du kan ende med at skade dine muligheder for at få trafik fra søgemaskinerne, hvis du bare tænker, at du vil disavowe til højre og venstre.

Og en sidste vigtig, vigtig ting: Husk for guds skyld at anvende en særlig computer til at gennemgå dine links – ikke din normale PC. Der er virus derude, der bare venter på at bide sig fast i haserne på dig.

Hvordan gør jeg?

Så nu har du fundet de links, du ønsker derhen, hvor peberet gror, men hvad gør du så?

Hvis du vil følge guidelines slavisk, bør du i første omgang bede administratoren for den meget slemme, spammy side om at fjerne linket til dig. Dette kan dog være svært at få tvunget igennem, specielt ved sider, der måske ikke administreres eller opdateres jævnligt, eller hvor der foregår noget mere skummelt, end man har lyst til.

Det er her, at disavow-værktøjet fra Google kommer ind i billedet. Du skal logge ind på Google Search Console. Derefter skal du gå ind i Googles disavow værktøj

Det er Googles disavow-side, hvor du kan uploade en .txt fil, der indeholder de links, du ønsker at disavowe. Du har to muligheder: At disavowe på url-niveau eller på domæne-basis.

Et eksempel på en disavowfil kunne se således ud:

domæne:www.eksempel.dk
www.flere.eksempler.com/bruger/test.php
www.sidsteeksempel.com/index.html

I dette eksempel disavower du hele eksempel.dk, mens du fra de to sidste domæner kun disavower de specifikke sider /bruger/test.php og /index.html.

Det er som sagt før fra Googles side et krav, at du skriver til hjemmesidens administrator, inden du disavower siden. Det er altid bedre, hvis linket rent faktisk fjernes, end hvis det bare disavowes over for Google. Du skal nemlig også huske, at selvom et link er disavowet, kan det stadig findes frem, evt. gennem andre søgemaskiner og link-overvågningsværktøjer.

Husk, at når du indsender en fil, vil den overskrive alle de gamle, så du skal tage alle de links med, du ønsker at disavowe, inklusive dem, du eventuelt har fra tidligere. Ellers ender Russian Bride Finder med at dukke op igen på din linkprofil…

(0) Comments